Om mig

20151003_124108Jeg er født i Skjern, hvor jeg som den ældste af 3 voksede op på landet. Jeg er bankuddannet, og det blev til godt 30 år i bankverdenen inden jeg i 2002 ønskede at prøve noget andet.

I 1992 begyndte jeg at arbejde bevidst med min personlige udvikling, da jeg efter en skilsmisse valgte at gå i terapi, og det blev for alvor starten til min interesse for den såkaldte alternative verden. Jeg har siden da deltaget i en række kurser og workshops samt forskellige udviklingsgrupper.

På en messe mødte jeg engang en clairvoyant, som fortalte mig, at mine hænder ville egne sig til healing eller massage, og det blev så indledningen til min nye karriere som healingsterapeut og kropshvisker. Jeg har Kursuscentret Kildens 3-årige uddannelse i healingsmassage og samtale, en række kurser i BevidsthedsBerøring på Dansk Kursus- og UddannelsesCenter, og jeg er certificeret udøver af Soul Body Fusion®, som er et værktøj til at integrere sjælen i den fysiske krop.

Det spirituelle har i mange år haft stor betydning for mig. Jeg voksede op i et Indre Missionsk miljø, og det var helt forkert for mig, så i dag er jeg ikke tilknyttet nogen bestemt religion. Jeg samarbejder med den åndelige verden/universet som kanal for energierne fra engle og mestre, og jeg er uddannet i kanalisering hos Den Gyldne Sol i Hillerød, hvor jeg også har taget kurser i healing.

Undervejs har jeg gennem min egen personlige og spirituelle udvikling fundet ud af, at jeg har stor lyst og evner til at hjælpe mennesker til et bedre liv. Jeg brænder især for at hjælpe kvinder, der kender til det at føle sig forkert og ikke god nok og som har været udsat for overgreb – fysisk, psykisk eller seksuelt. Det er min intention at hjælpe andre til at finde kærligheden til sig selv, så de lytter til hjertets stemme og ved, at de er gode nok præcis som de er.

Jeg har desuden et job som frivillig massør hos WeShelter på et herberg for hjemløse og udsatte kvinder.

20140515_110433